Behandling af stress og angst

En personlig beretning fortalt af Vivian. Vivian er kommet ovenpå stress og stressrelateret angst ved at få kroppen med i livet ved hjælp af psykomotorisk behandling. Læs første del her.

 

Mine fødder er kolde. Jeg sveder voldsomt under armene. Mit hoved snurrer rundt. Mit hjerte banker voldsomt. Det suger vildt i maven. Jeg forstår ikke, hvad der sker med mig…..og så alligevel.  Jeg er bange. Er ved at gå i panik. Er jeg ved at dø?

 

Nej jeg er nok ikke ved at dø. Men jeg er bange. Jeg prøver at sige til mig selv, at det nok skal gå. Men jeg veksler hele tiden mellem at tro, at jeg er ved at dø og fornuften. De studerende, som jeg skal op til, er jo søde og jeg er velforberedt. Jeg har styr på emnet, jeg skal undervise i. Men hvad sker der med mig. Jeg har svært ved at trække vejret, kan ikke få ro på kroppen og tankerne løber løbsk. Jeg prøver at berolige mig selv. Drikker vand. Men jeg kan ikke genvinde kontrollen over mig selv.

Situationen foregår 8. November 2013 på min arbejdsplads. Dagen er min søns 13 års fødselsdag. En dag der startede med glæde, kærlighed og taknemlighed. Følelser som de fleste forældre nok kan nikke genkendende til. Men for mig blev det også dagen, hvor jeg gik i stykker. Mit og min families liv ændrede sig totalt. Stress, udbrændthed og angst flyttede ind i min krop og overtog styringen af mit og min families liv.

Jeg får afviklet min undervisning, hvorefter jeg kører fra arbejde og hjem. Jeg er enorm afkræftet samtidig med, at jeg er i en form for choktilstand. Men jeg skal hjem og fejre min søn. Jeg skal hjem og være mor. Så jeg må forsøge, at lægge oplevelsen bag mig. Jeg gør det bedste jeg kan og ingen i familien bemærker mit skuespil. Først da det bliver aften, og børnene er lagt i seng, fortæller jeg min mand, hvad der er sket. Den dag idag ved jeg ikke helt, hvor tydelig jeg var i min formidling omkring oplevelsen. Jeg tror, at jeg stadig var enormt rystet og havde svært ved at finde ordene. Jeg tror også, at jeg var flov og forsøgte udadtil at ta´ lidt let på det. Måske derfor havde jeg dengang en oplevelse af, at han på det tidspunkt ikke helt forstod sagens alvor. Men det skulle vise sig, at det gjorde jeg heller ikke helt selv.

 

 

Baggrund for Vivians oplevelse af Trine Pelle:

Stress er en reaktion, der sætter os i stand til at reagere og klare de udfordringer vi står overfor.

Kortvarigt stress aktiverer altså et alarmberedskab (såkaldt sympatiske nervesystem), der:

• øger hjerterytmen og pulsen idet du udskiller stresshormonerne adrenalin og kortisol og bliver fysisk i stand til at kæmpe eller flygte fra situationen (hvis blot det var det der skal til)
• Kroppens vigtigste næring er ilt – alle dine celler spiser ilt – og størstedelen af dine ressourcer går til de store muskelgrupper, så de kan beskytte dig. Når energien ikke udnyttes med fysisk aktivitet, vil man ofte mærke en uro – i især arme og ben.
• Din fordøjelse bliver nedprioriteret og derfor vil du mærke en trang til at komme på toilettet – hurtigt!
• Dit syn og hørelse skærpes, så du bedre kan analysere dine omgivelser.

Alle disse psykofysiologiske reaktioner igangsættes på et splitsekund. Du skal bare komme i tanke om noget du skal, før alarmtilstanden igangsættes. Når du har handlet på udfordringen, vil du stille og roligt omstille dig til at hvile. Det registreres enten fordi du tænker, at det er det der skal ske eller fordi du føler dig tryg til at gøre det. Dit ro/hvile (parasympatiske) nervesystem reagere ved at:  

• sænke puls, hjerterytme, blodtryk
• sænke spændingstilstanden i dine muskler, som vil gøre dig i stand til at
• trække vejret dybere og roligere
• energien går til dine organer, hvor du er i stand til at mærke, hvad du har brug for (sult, tørst, søvn ect.), til at udskille affaldsstoffer (70 % sker gennem den gode udånding, 20 % fra fordøjelsen, 10 % fra sved)
• du bliver mindre fokuseret på dine omgivelser og mere opmærksom på en indre ro og nærvær.

Alt dette er sådan en stressreaktion gerne skulle forløbe: handledygtighed →  restitution/genopladning → overskud → handledygtighed  …

Ved langvarig (alvorlig) stress glemmer kroppen, hvordan den igen finder hvile, sådan at krop og psyke igen kan blive ladet op til nye udfordringer. Et traume, længerevarende belastninger, sygdom, urealistiske krav til sig selv, bekymringer/spekulationer mm. provokerer dit nervesystem til at være i evig alarmberedskab. Dermed bliver stress en nedbrydende proces for krop og sind, hvor der skal gøres en indsats for at genlære evnen til at finde ro, tryghed, tillid og hvile hos sig selv.

 

Dette er essensen af den psykomotoriske behandling. Du bliver i stand til at mærke dig selv – dine behov og dine grænser længe før de overskrides og indskrænker din livskvalitet. Afspænding, ro og berøring er på den måde en effektiv behandling og forebyggelse af stress og angst.